Stof til eftertanke
Forleden kom hun tilfældigt i gruppe med nogle ikke-inkluderende elever, der blev irriterede på hendes manglende input, forståelse og langsomme indsats. De begyndte at tale nedsættende til hende. Vi skal som lærere sikre, at dette ikke sker ved at lave grupper på forhånd, hvor der er flere til at “bære”, at Dicte ikke har så meget fagligt at byde ind med. Samtidig skal klassen ikke være i tvivl om at der skal være plads til og respekt for alle… svær men nødvendig øvelse.
Dicte falder i udskolingen mere og mere igennem i klassen, fordi hun ikke kan byde ind med så meget. Hendes selvbillede er ikke særlig realistisk – og derfor bliver de andre ofte lidt irriterede. Hun kommer med stor selvfølgelighed med input, som de andre kan se, ikke kan fungere. Hun har ikke en bedste veninde og kredser en del om det emne. Der er talt med alle klassens piger om, hvordan man skal takle det problem – måske skal der også tales med drengene. Hun har kognitive problemer, som afkobler hende socialt. Vi rammer et meget centralt inklusionsproblem her. Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi får disse elever knyttet til nogen – fysisk eller virtuelt.
Barrieren grundet manglende sproglig forståelse bliver større og større. Dicte forstår ikke mange af de ord, der bliver brugt omkring hende. Efter møde med skolepsykologen, spurgte hun lærerne: ”Hvad sagde damen?” Lærerne er i tvivl om, hvor meget hun forstår mht. sine egne problemstillinger.
Jeg glæder mig til at komme et sted hen, hvor andre har de samme problemer som mig, hvor jeg er ligesom alle de andre (ordblind med ADHD om kommende efterskoleophold)
I dag får hun karakterbog – så ryger selvtilliden – det er rene 00, 02, 04… for vi kan jo slet ikke belønne hende for hendes små, men fine progressioner, når hun skal vurderes på 7. klasses niveau og befinder sig på tredje… Der er behov for klarhed om realistiske mål både over for forældre og ledelse
Dicte bliver medicineret i foråret og hverdagen fungerer derefter mere fornuftigt med skemaer og planer – ligesom det meste af skolearbejdet nu bliver lavet. Ved selvstændigt arbejde får hun dog ofte lavet noget andet end det, der var klassens plan, så lærerne må stilladsere hende yderligere – fx med skriveskabeloner, som hjælper hende til at holde fokus på opgavens indhold.
Lærerne savner i høj grad tid til at udarbejde særlige opgaver og planer for Dicte eller til at lære hende at bruge nogle af de redskaber, hun får stillet til rådighed som fx Tale-til-Tekst-programmet Dictus eller Planlægningskalenderen Planet. Denne tid er svær at finde. Det er en del af den almindelige differentiering, lyder svaret fra en skoleleder. Lærerne undskylder og siger, at de håber der er mere tid til at hjælpe hende på efterskolen næste år.
Afdækningen af Dicte har været lang tid undervejs. Dicte er ikke så urolig længere – pga. medicinering. Det går bedre med de eksekutive funktioner – hun får langt mere fra hånden, når hun kommer i gang, så vi kan se en faglig bedring. Hun var fx stået helt af i matematik, men nu arbejder hun med faget. Moren var meget i tvivl om, hvorvidt de ville sige ja til medicinen – fordi hun troede at pigen ville blive mobbet og så synes de ikke problemet var så stort derhjemme (de havde vænnet sig til det). Moren er meget overrasket over, hvor meget medicinen har hjulpet Dicte. Det er som at få en anden pige. Der har ikke været mobning efter at det er blevet meldt officielt ud, at Dicte har ADHD. Adfærdsmæssigt går det også bedre. Hun er nemmere at tale med og dyrker lidt flere venskaber i timerne. Men hun kigger stadig hellere nedad til eleverne i 6. klasse.
Om Dicte
Hjælp til Dicte
