Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD)

Diagnosen ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder og kendetegnes af kernesymptomerne opmærksomhedsvanskeligheder og/eller impulsivitet og hyperaktivitet, men disse symptomer kan optræde i forskellige kombinationer som den kombinerede type ADHD (50-70 %), den uopmærksomme type ADD (20-30 %) eller den hyperaktive-impulsive type HD+I (15 %) (Wilens et al., 2002). Attention Deficit Disorder (ADD) er således en variant af ADHD, hvor der er tale om opmærksomhedsforstyrrelser og koncentrationsvanskeligheder uden hyperaktivitet og impulsivitet (ibid.)

ADHD er ikke et teoritungt område og der findes ikke en entydig forklarende årsag til ADHD, men der er ”tungtvejende klinisk, neuro-biologisk og neuropsykologisk evidens for forekomsten af ADHD hos børn og voksne” (Almer & Sneum, 2009, s. 13). Der er konsensus om, at ADHD er en neural udviklingsforstyrrelse med et komplekst genetisk grundlag, og at kernesymptomerne relaterer sig til manglende responshæmning og eksekutive dysfunktioner (ibid.).

Generelt for målgruppen kan der være tale om elever med problemstillinger som:

  • Manglende opmærksomhed
  • Manglende selektiv opmærksomhed
  • Manglende vedvarende opmærksomhed
  • Manglende responshæmning
  • Manglende evne for planlægning
  • Manglende evne til initiativtagning
  • Manglende evne for problemløsning
  • Manglende evne for strategisk tænkning
  • Manglende evne til opmærksomhedsskift
  • Manglende fleksibilitet i arbejdshukommelsen
  • Manglende selvregulering
  • Manglende evne til selvmonitorering (Almer & Sneum, 2009, s. 58)
ADHD giver problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig. Børn med ADHD har typisk også andre problemstillinger, eksempelvis tidsfornemmelse, indlæringsvanskeligheder og motoriske koordinationsvanskeligheder (Damm & Thomsen, 2006).

Opmærksomhedsforstyrrelsen viser sig ved, at barnet ikke fastholder koncentration særlig længe, let distraheres af uvedkommende stimuli, ikke hører efter/retter sig mod direkte tale og har behov for gentagne instrukser og forklaringer. Hyperaktiviteten og impulsiviteten viser sig både fysisk og verbalt, idet barnet piller febrilsk med ting, flytter sig rastløst på stolen eller tripper med fødderne, snakker meget, har svært ved at vente og afbryder andres tale eller leg (Almer & Sneum, 2009).

Vi ser således, at disse børn har svært ved at være stille fysisk og verbalt, når det påkræves i fx skole, hjem eller sociale sammenhænge, og at deres skolearbejde ofte er præget af lav produktivitet, mange  sjuskefejl og ringe organisatoriske evner (DuPaul et al., 2011). Symptomerne ved ADHD er meget påvirkelige i forhold situation og kontekst, hvor der kan opleves fordybelse, ro og opmærksomhed i visse situationer og afbrydelser, uro og uopmærksomhed i andre (Barkley, 2006). Situationens krav og graden af kognitiv kompleksitet i en opgave synes at spille en væsentlig rolle (Almer & Sneum, 2009; Erenbjerg, 2009). Ifølge Barkley (2006) modnes unge med ADHD senere i livet end andre unge. Hos Erenbjerg (2009, s. 152) finder vi, at der er tale om forsinkelse i udviklingen af barnet på 1/3 i forhold til alderssvarende niveau. Den manglende modenhed påvirker skoleparatheden og kan være en medvirkende årsag til, at børn og unge med ADHD har en selvforståelse om at være anderledes end andre (ibid.). Børnene har i barndommen oplevet mange nederlag og problemfyldte forhold samt konflikter med jævnaldrende kammerater og voksne (Gerlach, 2007, s. 91). Manglende modenhed kan være en medvirkende årsag til, at lidelsen ADHD negativt påvirker barnets identitet i forhold til selvtillid, selvværdsfølelse og selvforståelse i fællesskabet med andre (ibid.).

Størstedelen af ADHD-ramte lider samtidig af en eller flere komorbide psykiatriske lidelser (Erenbjerg, 2009; Almer & Sneum, 2009; Dalsgaard, 2002), hvilket kan medvirke til at gøre problemstillingerne mere komplekse, men besværliggør også definitionsmæssige og diagnosemæssige afgrænsninger. For hvad er årsag og hvad er konsekvens? Stort set alle psykiatriske sygdomsgrupper er repræsenteret i varierende omfang, men ifølge (Almer & Sneum, 2009) analyser af den aktuelle forskning er der hyppigst tale om:

  • Indlæringsvanskeligheder 60%
  • Adfærdsforstyrrelser 40-60 %
  • Et eller flere kriterier fra det autistiske spektrum 65-80 %
  • Bipolar affektiv lidelse 27 %
  • Tics, Tourette syndrom 8-14 %
  • Angstlidelse 25 %
Behandling af ADHD er et meget kontroversielt emne, som både rummer fortalere og modstandere mod såvel diagnosticering som medicinsk behandling. Undersøgelser viser, at der effekt af behandling med centralstimulerende stoffer som fx. Ritalin i 75-80 % tilfældene (Almer & Sneum, 2009, s. 31; Gerlach, 2007, s. 32), men at medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig (Erenbjerg, 2009, s. 147). Sideløbende anbefales psykologisk og pædagogisk intervention som supplement til medicinsk behandling (Gerlach, 2007, s. 31), ligesom der vil være brug for støttende samtaler, strukturer, strategier og psykoedukation[1] (Almer & Sneum, 2009) og i visse tilfælde egentlig terapi (Erenbjerg, 2009). For at opnå størst mulig effekt af interventionen, skal det ske i en kontekstnær og praksisorienteret tilgang, da børn med ADHD ofte ikke evner at overføre abstrakt viden om sociale handlemønstre til den konkrete situation, hvor barnet handler impulsivt uden responshæmning. Kognitiv adfærdsterapi er umiddelbart ikke så velegnet, da den i traditionel forstand bygger på at ”kunne overføre viden om traditionelle tankemønstre til konkrete situationer” (Almer & Sneum, 2009, s. 156). Barkley fastslår ligeledes, at vi kun gennem psykologisk og pædagogisk intervention i barnets nære og naturlige omgivelser kan ændre adfærden for barnet med ADHD (Barkley, 2013).

Praktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Ane-Marie Erenbjerg, fremsætter disse anbefalinger i forhold til det støttende arbejde omkring børn med ADHD (Erenbjerg, 2009):

  • Alle skal spille sammen – forældre, familie, pædagoger, lærere
  • Struktureret dagligdag med rutiner, ro, overskuelighed og genkendelighed
  • Støtte, ros og anerkendelse af barnet
  • Støttende samtaler med forældre og primære omsorgspersoner – vejledning
  • Familieterapi
  • Hjælpemidler: Piktogrammer, mobiltelefon, computer, detaljerede huskesedler, båndoptager, skemaer, kalender
  • Strategier til at mestre vanskeligheder
  • Undgå konflikter
  • Anerkendelse er afgørende
  • Sociale foranstaltninger, fx aflastning

Og med alderen kan denne liste udvides med disse anbefalinger i forhold til unge med ADHD (ibid.):

  • Strukturer – der hjælper den unge til øget ansvar og selvbestemmelse
  • Tidsstyring
  • Ungegrupper – i forhold til identitet og selvforståelse

ADHD er en medfødt, varig udviklingsforstyrrelse, der forandrer sig gennem livet (Almer & Sneum, 2009). Studier har afvist, at ADHD skulle være noget ’man vokser fra’, men derimod en forstyrrelse, som remitterer og dermed ændrer sig i udtryk gennem ungdomsårene og voksenalderen (Barkley, 2013). Det kliniske billede ved ADHD ved voksenlivet viser fortsatte udfordringer i forhold til strukturering og planlægning af opgaver, evaluering og korrektion af egen adfærd eller reaktioner, tidsfornemmelse mv. hvilket påvirker dem socialt, familiemæssigt, uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt (Almer & Sneum, 2009).

Diagnosen er ret ung, og det er derfor endnu ikke muligt at følge udviklingen gennem et helt livsperspektiv. Men en række prospektive undersøgelser (Faraone et al., 2005; Dalsgaard, 2002; Biederman et al., 2004; (Mannuzza et al., 1998; Barkley et al., 2006) har bl.a. afdækket at:

  • 15 % opfylder i voksenalderen stadig alle diagnosekriterier (Faraone et al., 2005)
  • 65 % er i voksenalderen fortsat udfordret af konsekvenserne ved deres ADHD (delvis remission af deres ADHD) (Faraone et al., 2005)
  • Den udadvendte kropslige uro (primært hyperaktivitet, sekundært impulsivitet) aftager med alderen, men ændres muligvis til i højere grad at blive til en indre uro (Biederman et al., 2004)
  • Dårlige skolepræstationer, sociale problemer med jævnaldrende og autoriteter som forældre og lærere samt lav selvtillid præger ofte billedet af den unge med ADHD (Barkley et al., 2006)
  • Der er signifikant forhøjet risiko for at udvikle antisociale forstyrrelser (Mannuzza et al., 1998)
  • Unge med ADHD udviser risikoadfærd i større omfang end jævnaldrende mht. misbrug af alkohol, tobak, stoffer (selvmedicinering), fysiske og trafikale ulykker og kriminalitet (stimulussøgende adfærd) (Dalsgaard, 2002; Barkley et al., 2006)

Forekomsten af ADHD varierer geografisk i forhold anvendte diagnosesystemer og kriterier, men forskellige undersøgelser angiver prævalensen for ADHD hos børn i skolealderen til 4-10 % og for voksne 4-5 % (Almer & Sneum, 2009). Der findes ikke en objektiv diagnostisk test for ADHD, hvilket både kan overraske og give anledning til kritik. Diagnosticering sker på baggrund af en udredning ved hjælp af forskellige diagnosesystemer, fx ICD-10 eller DSM II-V (American Psychiatric Association, 2013), som kombineres med observationer eller indsamlede observationer om barnet i forhold til kernesymptomer, resultater i skolen og adfærdsproblemer samt samtaler med primære omsorgspersoner om symptomernes tilstedeværelse, omfang, varighed og påvirkning af barnet på tværs af kontekster (ibid.). Endelig undersøges også for forekomst af evt. komorbide tilstande (se ovenfor). Ifølge diagnosekriterier skal ADHD kunne konstateres inden 6-7 års alderen og forekomme i mere end en kontekst i mere end 6 måneder.

[1] Psykoedukation: Undervisning af patienter eller pårørende til patienter i hvordan de psykiske sygdomme viser sig og hvordan man bedst kan forholde sig til sygdommen.